mandag den 11. august 2014

Skøn chokoladekage med hindbær og karamel

Jeg har længe overvejet at lave en kage kombineret af de 3 skønne smagsvarianter: chokolade, hindbær og karamel. Argentinas svar på Nutella er "Dulce Leche" (karamelcreme), og derfor bagte jeg denne kage med karamel, da min argentinske familie var på besøg for et par dage siden. Det skal dog siges, at det ikke er nødvendigt at bruge chokolade til denne opskrift, kakao'en giver helt samme effekt. Kagen kan selvfølgelig også laves uden karamelcreme på toppen. 
Kagen er i øvrigt nem at lave, den tager ingen tid at røre sammen. 

Ingredienser: Ildfast fad (ca 30*25 cm):
200 gram smør
4 æg
6 dl sukker
3 dl hvedemel
8 spsk kakao
3 tsk vaniliesukker
1 knivspids salt
300-400 gram optøede hindbær (svarer ca. til en pose frosne hindbær fra Netto)

Karamelcreme:
1 dåse kondenseret mælk

Pynt:
Friske hindbær (eller jordbær)

Karamelcremen (kan laves dagen i forvejen):
Lad dåsen med kondenseret mælk (uåbnet dåse) blive overhældt med vand i en gryde. Bring vandet i kog -  og kog dåsen i gryden i ca. 2,5 time. Dåsen skal være dækket af vandet hele tiden. Lad dåsen afkøle - og skrap cremen ud af dåsen og stil på køl til den skal bruges (cremen må ikke blive i dåsen). Cremen kan holdes sig sig i et glas i op til flere uger i køleskabet.

Kagen:
Smelt smørret og stil til side. Pisk sukker og æg sammen - og rør mel, kakao, vaniliesukker og salt i dejen sammen med smørret. Sigt evt. vand fra hindbærrene og rør dem i dejen. Beklæd et stort ildfast med bagepapir og hæld dejen i. Bag kagen på 175 grader, varmluft i ca. 40 min (ikke længere, den skal være klæg). Afkøl kagen - pak den evt. ind og stil den til næste dag. Smør kagen med karamelcremen og pynt gerne med friske hindbær.

Tip: Kagen kan godt tåle at komme på køl, inden den spises. Kagen bliver lidt mere "sej" af at komme på køl, det er helt smag og behag hos den enkelte. Jeg kan lide begge dele :-) 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar